Print siden Print siden


Medicinsk afgiftning af abstinenser

Medicinsk afgiftning af abstinenser

Mange skal igennem en medicinsk afgiftning af abstinenser ved indskrivning i alkoholbehandling på vores afgiftningsafdeling på Søgården.

 

Medicinsk afgiftning - hvad er det?

 

Under afgiftning behandles abstinenserne medicinsk. Erfaringen har vist, at man kommer nemmere gennem abstinenserne, hvis den medicinske behandling kombineres med anden behandling, bl.a massage, akupunktur og saltbade. Under medicinsk afgiftning mindskes abstinenssymptomerne - som f.eks. rysten, svedeture, trang, uro og tankemylder.

 

Formålet med afgiftning er:

 

At sikre, at abstinensfasen kommer til at være så smertefri og lempelig, som muligt. Andre vigtige formål er:

 

  • At forebygge at abstinenserne går over i mere alvorlige abstinensstadier som eksempelvis delirium, psykoser og lignende.
  • At motivere dig til at gøre noget ved dit problem ved at give omsorg og forståelse.
  • At få rettet op på medicinske og sociale problemer.
  • At få rettet op på din fysiske tilstand - herunder ernæringsmangel.

 

Medicinsk afgiftning i alkoholbehandlingen efter indskrivningen

 

Man er i risiko for at få abstinenser, hvis man er påvirket ved indskrivningen eller har drukket op til indskrivningen. Abstinenser giver stor uro og ubehag, derfor er det vigtigt, at medicinsk afgiftning sker i trygge og fagligt kompetente rammer.


Behandlingscenter Tjeles afgiftningssafdeling har fast tilknyttede læger, herunder en speciallæge i psykiatri. Desuden er afdelingen altid bemandet med sygeplejersker med stor erfaring i medicinsk afgiftning.
 

Al behandling under medicinsk afgiftning sker under tilsyn af Behandlingscenter Tjeles virksomhedsansvarlige læge.

 

Længden af en medicinsk afgiftning varierer og er afhængig af misbrugets art, mængde og varighed. En typisk medicinsk afgiftning efter alkohol varer mellem tre og syv dage. Er der tale om piller eller andre stoffer er afgiftningen som regel af længere varighed.
 

Den medicinske afgiftning suppleres med multivitaminkur, som strækker sig over hele behandlingsforløbet, akupunktur, massage og saltbade.

 

Du bliver tilknyttet en rådgiver, som tager individuelle samtaler med dig, mens du er i afgiftning.
 

Kontakt os

Du er altid meget velkommen til at ringe til os på tlf. 70 20 40 80 (svarer hele døgnet) for at få mere at vide eller blot for at få en snak om lige netop din situation.

Du kan også sende en mail på post@tjele.com Vi svarer dig inden for 12 timer.