Alkoholisme og arvelighed

At alkoholisme og arvelighed hænger sammen, er man ganske sikker på inden for genforskning og biomedicin. En person, hvis far eksempelvis er alkoholiker, har tre til fire gange større risiko end andre for at udvikle alkoholisme. Men arv er ikke hele forklaringen. 

Forskerne har altså ikke fundet et "alkohol-gen".

Man ved, at alkoholafhængige har en dysfunktion i hjernen, og at generne spiller en rolle.
 

Alkoholisme og arvelighed - forskningen

 
Forskning har påvist, at disse neurofysiologiske uregelmæssigheder er til stede hos børn af alkoholikere, selvom børnene aldrig har drukket alkohol - altså et eksempel på sammenhæng mellem alkoholisme og arvelighed.

Formodningen er, at den genetiske prædisposition for at udvikle en alkoholafhængighed - alkoholisme, har noget at gøre med en "spændingstilstand" i centralnervesystemet. Denne såkaldte anomali i hjernen lindres midlertidigt ved at indtage alkohol. Det er denne "spændingstilstand", der er arvelig, og som øger risikoen for at udvikle alkoholisme eller afhængighed af andre stemningsændrende ”stoffer”.

Det er således ikke alkoholisme, der er arvelig. Alkoholisme og arvelighed hænger sådan sammen, at det er den biologiske sårbarhed overfor sygdommen, der arves.

Men hvert individ er enestående, og den kemiske balance i hjernen ser forskellig ud fra individ til individ, ligesom vi hver for sig har forskellige psykiske oplevelser i livet.

Man taler i dag om en interaktion, altså samspillet, mellem genetik, biologi, psykologi og socialkultur.

Interessant nok oplever 30 procent af befolkningen ikke "beruselse" som en positiv tilstand, og det hænger givetvis sammen med hjernens kemi. Man kan gætte på, at disse 30 procent ikke vil udvikle alkoholisme eller andre former for kemisk afhængighed.