Blandingsmisbrug af alkohol og medicin
Det har vist sig, at op imod otte ud af ti patienter i behandling på vore behandlingscentre har et såkaldt blandingsmisbrug. Et blandingsmisbrug betyder, at man foruden et alkoholmisbrug har et misbrug af et andet stof; det kan være medicin (benzodiazepiner og/eller smertestillende medicin) - det kan også dreje sig om hash, kokain eller andre rusmidler.
Blandingsmisbrug på Behandlingscenter Tjele bliver behandlet på samme måde som afhængighed af alkohol, dog skal man vide, at det kan tage længere tid at blive afruset, hvis man har været afhængig af medicin eller stoffer i mange år. Det er også tilfældet, hvis der er tale om et blandingsmisbrug af alkohol og flere typer af lægeordineret medin. Blandingsmisbrug er et stigende problem i Danmark.
Blandingsmisbrug med benzodiazepiner
De fleste, som kommer i behandling for blandingsmisbrug, har et misbrug af alkohol og medicin, hovedsageligt benzodiazepiner. Benzodiazepiner bruges bl.a. i behandling mod angst, nervøsitet, abstinenser og søvnløshed. Sundhedsstyrelsen og lægerne gør opmærksom på, at medicinen kun må bruges i kort tid - ofte kun i få uger - og at doseringen skal følges nøje. Mange af vore patienter har desværre fået medicinen i længere tid - en del i mange år - og har udviklet en invaliderende afhængighed af medicinen. Mange har flere nedtrapningsforsøg bag sig, men det har vist sig umuligt selv at komme ud af afhængigheden. Behandlingscenter Tjele behandler også patienter, der udelukkende har en afhængighed af lægeordineret medicin.
Blandingsmisbrug med hash og kokain
En del patienter, der kommer i behandling for afhængighed af mere end et stof, har røget hash sideløbende med deres misbrug af alkohol - eller har været afhængige af kokain eller andre såkaldte feststoffer. Det kan være svært at komme ud af et blandingsmisbrug af alkohol og hash - og der kan være tale om en længere afgiftning. Det samme gør sig gældende efter et langvarigt sideforbrug af f.eks kokain eller ecstasy.
Blandingsmisbrug behandles af professionelle
Afrusningen efter et blandingsmisbrug kan være både langvarig og besværlig, men bliver på Behandlingscenter Tjele varetaget af læge, psykiater og sygeplejersker. Afrusningen foregår i stille og naturskønne omgivelser på Behandlingscenter Søgården. Det er også vigtigt at understrege, at efter afsluttet primærbehandling er prognosen for patienter med et blandingsmisbrug ligeså god som for patienter med ren alkoholafhængighed.
|