Elsebeth er i dag 48 år. Og det er rigtigt, at hun i mange år kunne klare alle ting selv. Indtil hun i juni 2002 måtte erkende, at det der med alkohol og medicin – det havde hun faktisk ikke kunnet klare i nogle år.
Faderens sygdom og dødsfald i 1989 tog hårdt på Elsebeth og fik hende til at udvikle et stort forbrug af alkohol. Hun havde det dårligt og gik til sin læge, der med diagnosen ”stress” i hånden udskrev nogle beroligende piller til hende. Hun blandede derefter piller og alkohol, fik senere lykkepiller – men uden bedring.
I 2000 måtte hun opgive at passe sit arbejde, og en psykiater konstaterede, at hun led af en alvorlig depression. Flere og stærkere piller – og mere alkohol.
Elsebeths mand og hendes to store børn var dybt bekymrede, og i 2001 indvilgede Elsebeth efter råd fra psykiateren i at tage Antabus for første gang. Dog foreslog psykiateren selv, at hun kunne nøjes med at tage Antabus i hverdagen ”så hun kunne drikke en flaske rødvin i weekenden.”
Indlagt
Det løste langtfra problemet. Elsebeth passede ikke sin Antabus og drak stadigt mere – nu også om morgenen. Psykisk fik hun det værre og værre, og i julen 2001 var hun indlagt to gange med blot 14 dages mellemrum.
Herefter gik hun med til at tage Antabus permanent, og det gik faktisk godt i 3-4 måneder. Men så fik hun konstateret en knude i brystet, og for at dulme lidt gik familien med til at lade hende drikke og fortsat tage beroligende medicin – nu under deres administration.
Men familien kunne snart ikke klare mere og kontaktede i juni 2002 Behandlingscenter Tjele. Elsebeth var også ved at være moden til, at der skulle ske en drastisk ændring af den farlige kurs, hun var inde på. Men hun havde ikke overgivet sig helt:
”Min søn kørte mig til Tjele. Det var en torsdag, og jeg var rasende og på en måde også bitter over, at det var gået sådan med mig. Herregud, Tjele var et sted for alkoholikere, og nu var jeg selv indlagt. Samtidig kæmpede jeg for at bevare illusionen om, at jeg havde kontrol over situationen. Jeg havde jo altid kunnet klare mig selv – og det der med alkoholen skyldtes jo kun, at jeg havde haft en depression”, fortæller Elsebeth.
Ønske om kontrol
Allerede om søndagen så hun anderledes på det. Hun havde erkendt, at hun ikke havde nogen som helst kontrol over alkohol og medicin. Over for de stoffer var hun magtesløs.
”Jeg blev hurtigt fanget af den ånd, der hersker på Tjele. Og jeg fik selv en trang til at skubbe alkohol og medicin ud af mit liv. Til at få kontrol igen – men på en naturlig måde og i respekt for, at der er ting, man ikke kan klare alene”, siger Elsebeth i dag, hvor hendes liv er præget af, at hun er ærlig over for sig selv, at hun er i harmoni – og at hun dermed har genvundet kontrollen over sit liv.
”Min familie har støttet mig hele vejen igennem, og takket være det fællesskab, jeg har fundet i Anonyme Alkoholikere, sidder jeg i dag med de ressourcer og det værktøj, der skal til for at sikre mig en god tilværelse – helt uden alkohol og medicin”, siger Elsebeth.
