Familiebehandling
Alkoholisme er hele familiens sygdom. Afhængighedssygdomme er bl.a. karakteriseret ved en massiv negativ indflydelse på familiens trivsel – på hele familiesystemet.
Gradvist – og måske ubevidst – udvikles en række tilpassede mønstre i familien. Mange af dem vil tage udspring i, at pårørende til den afhængige i stigende grad plages af skyld og skam, af løgn og fortielse. Til sidst er familiens samliv kvæstet, og familiens medlemmer er låst fast i de roller, de er blevet tvunget til at træde ind i.
I forbindelse med behandling af den afhængige er det derfor af afgørende betydning, at de nærmeste pårørende også behandles gennem deltagelse i et familieprogram.
Minnesota-behandlingen har altid arbejdet meget bevidst ud fra tanken om, at hele familiens tilværelse skal rettes op gennem behandling og øget indsigt i de roller, et familiemedlems afhængighed tvinger de pårørende ind i.
Vort FamilieCenter ved Egtved gennemfører de tilbud, Behandlingscenter Tjele kan give de pårørende – både børn og voksne.
Personalet på FamilieCenteret består af bl.a. læge, psykolog, familieterapeuter, socialrådgivere m.fl. Foruden den faglige baggrund har hovedparten af medarbejderne selv erfaringer som pårørende til en afhængig. De har selv fået hjælp til at komme ud af rollen som ”med-afhængig”.
Kurser for pårørende
FamilieCenteret tilbyder en række forskellige kurser, der alle skal give pårørende indsigt i sygdommen alkoholisme.
Familiens medlemmer udstyres med værktøjer til at se og ændre de roller, de har indtaget, mens et af familiens medlemmer var aktiv i sin afhængighed. Familiens medlemmer lærer at sætte grænser for sig selv og lærer at vælge fællesskabet frem for den ensomhed, som ikke mindst børn af afhængige oplever.
FamilieCenteret tilbyder kurser:
- Ugekurser for ægtefæller, kærester, samlevere, større børn og forældre til afhængige.
- Ungdomskurser. 2 weekend-kurser for unge mellem ca. 14 og 20 år.
- Børnekurser. 2 forlængede weekend-kurser for børn mellem ca. 9 og 13 år.
Kursusforløbene er sammensat af forskellige elementer som undervisning, gruppeterapi, individuelle terapeutiske samtaler, leg for børnene, socialt samvær m.v.
FamilieCenteret vil løbende udvikle nye kursustiltag, som du kan læse om på denne hjemmeside efterhånden som de lanceres. |