Indtil da havde Ingeborg drukket som alle andre. Men hun fandt ud af, at nogle glas vin hen over dagen fik det hele til at se mindre trist ud. Drikkeriet tog til, og familien fandt af og til Ingeborg lidt ”underlig”. Til sidst blev sagens sammenhæng afsløret, og Ingeborg måtte love familien bod og bedring.
Hun fik job som underviser på det lokale AMU-center og kunne i perioder lade helt være med at drikke. Men i andre perioder var hendes alkoholforbrug ude af kontrol – til familiens store bekymring.
Brat opvågnen
”Jeg fik en brat opvågnen i vinteren 1995, da en af mine sønner pludselig ikke ville have sine klassekammerater hjem for at fejre fødselsdag, fordi han var bange for, hvordan jeg ville opføre mig. Da blev jeg frygtelig flov og skamfuld”, fortæller Ingeborg.
Hun stoppede med at drikke øjeblikkeligt – men fandt så ud af, hvor alvorlig hendes afhængighed var. ”Jeg havde det elendigt de følgende dage, men prøvede at leve normalt – helt uden alkohol. Med det resultat, at jeg efter et par dage med voldsomme abstinenser faldt om”, fortæller Ingeborg.
Hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling og begyndte derefter at tage Antabus. Men hun havde det skidt og følte sig deprimeret, og i en lang periode svingede hun mellem at tage Antabus og lade være. Men hun fik en stabil periode på Antabus i omkring halvandet år og fik et godt job, hvor hun arbejdede med integration af flygtninge.
Sygdommen havde dog ikke sluppet sit tag i hende, og hun begyndte igen at drikke i smug. Det resulterede først i en advarsel og siden – i sommeren 1997- i en afskedigelse.
Nu begyndte Ingeborgs mand at presse på for at få hende ind i et behandlingsforløb. Hun kom i kontakt med Misbrugscentret i Nordjylland, og hendes mand kontaktede Behandlingscenter Tjele.
Ville klare det selv
Men Ingeborg ville selv klare det og lovede at passe sin Antabus-behandling. Det kunne hun bare ikke, og tingene ramlede sammen om ørerne af hende i forbindelse med flytning til et nyt hus i december 1997.
”Forståeligt nok truede min mand nu virkelig for alvor med skilsmisse, og jeg holdt mig ædru hen over jul og nytår 1997. Men i januar gik det galt igen, og jeg drak hver dag, indtil jeg 16. januar 1998 blev kørt på Tjele”, fortæller Ingeborg.
Strittede imod
Det skete ikke med hendes gode vilje, og Ingeborg strittede imod i de første par uger af behandlingen. Dog valgte hun langsomt at åbne for det, der skete i behandlingen, for hun kunne jo se, at den havde hjulet andre til at blive ædru.
”Jeg fandt ud af, at man ikke skal prøve at forstå det, der sker i behandlingen. For det kan man ikke”, kan Ingeborg se i dag.
”Da jeg opgav min modstand og åbnede mig for programmet, valgte jeg at følge undervisernes råd om at ”gøre, som der bliver sagt”. Det virker nemlig, og så kommer forståelsen stille og roligt til én - efter lang tids arbejde med programmet og faste møder i AA”.
Rådgiver
I dag arbejder Ingeborg som rådgiver på BehandlingsCenter Tjele, hvor hun nogen tid efter afsluttet behandling begyndte bl.a. som afløser i sygevagten og udførte en række praktiske opgaver på centret.
Fra 2000 fungerede hun som vikar i behandlingen, og efter at have gennemført en uddannelse som alkoholrådgiver i 2001 blev hun ansat som rådgiver på Behandlingscenter Tjele. Her lærer hun hver dag nye sider af programmet at kende.
”Det vigtigste er at være åben og at nære et dybfølt ønske om at holde op med at drikke. Nærer man det ønske – og er man åben, kan programmet vise den vej, man skal gå, og som mange andre er gået for at blive ædru. Men programmet er et selvhjælpsprogram, som kræver, at man handler. Man skal tro på, at det virker – og derefter skal man selv gøre arbejdet og selv tage ansvaret for at få et bedre liv uden alkohol. Gør man det – så vil det lykkes ”, siger Ingeborg.
