Udadtil levede Jan et normalt, travlt liv. Han var godt uddannet og havde et godt job. Men bag facaden var Jan ensom og i evig kamp med sig selv. Han var et menneske med et lavt selvværd, der blev stivet af med faglig skråsikkerhed – og masser af alkohol.
”Jeg opdagede vel først som 30-årig, at jeg havde et problematisk forhold til alkohol”, fortæller Jan.
”Jeg drak alene, og jeg drak sammen med mennesker, som jeg dybest set ikke brød mig om. Men jeg var nødt til at drikke for at stive mig selv af, lige som jeg et par gange tog nye uddannelser – bl.a. som pædagog - oven i min oprindelige uddannelse som maskiningeniør for at styrke min selvtillid. Mit selvværd fik det imidlertid ikke bedre – heller ikke, da min læge begyndte at udskrive Stesolid til mig, fordi han syntes, jeg virkede nervøs”, fortæller Jan.
Familielivet led under hans afhængighed af alkohol og medicin, og det kostede gennem årene to ægteskaber.
”Opbruddene gjorde ondt og fik mig kun til at drikke endnu mere, og jeg kunne ikke finde en vej ud af min afhængighed”, siger Jan, der i dag kan se tilbage på 25 år, hvor han faktisk var påvirket af alkohol og beroligende medicin hver dag.
Hver eneste dag kørte han fra jobbet i en brandert. Hver eneste dag skulle der spædes op med en håndfuld øl på turen hjem. Og for hver eneste dag blev Jan mere og mere nedtrykt og opgivende.
I behandling – modstræbende
Enkelte gange prøvede han at komme ud af sin håbløse situation, og i maj 1997 gik han for første gang i en Minnesota-behandling – men uden et tilstrækkeligt dybfølt ønske om at blive ædru.
Alligevel skete der noget:
”Efter få dage i behandling kom en mand på min alder i tilbagefaldsbehandling. Han var ingeniør, som jeg, og viste sig hurtigt at have en ganske betydelig viden om AA’s 12 trin og det øvrige program, som behandlingen bygger på.
Jeg tænkte: ”Han ved så meget om programmet – men alligevel ”falder han i”. Hvordan kan det ske?”
Lev i programmet
”Og så slog det mig pludselig: Han kunne programmet udenad og forsøgte at leve efter programmet. Men det er ikke nok. Man skal tage programmet til sig og leve i programmet. Så virker det!”, siger Jan, der efter den opdagelse overgav sig 100 procent og nu har været ædru i 7 år – uden tilbagefald.
Jan arbejder i dag som rådgiver på Behandlingscener Tjele - Søgaarden – og er i øvrigt lykkeligt gift igen.
”For mig er det et utroligt privillegium at få lov hver dag at arbejde i den ånd, der præger stedet her og hele behandlingen. Den ånd, som fangede mig, da jeg var i tilbagefaldsbehandling og fandt ud af at bruge programmet rigtigt. Nemlig til at tage ansvar for mit eget liv”, siger Jan.