Alkoholafhængighed - myter og kendsgerninger

Alkoholafhængighed er genstand for mange myter. Problemet med forskellige vrangforestillinger om alkohol og alkoholafhængighed er, at de kan forhindre et menneske i at søge hjælp, selvom vedkommende har brug for den. 
 

Alkoholafhængighed - hvad er virkeligheden?

Myte: Alkohol er først og fremmest et bedøvende eller beroligende middel.
 
Virkelighed: Alkoholens farmakologiske virkninger ændrer sig med den indtagne mængde. I små mængder virker alkohol opkvikkende. I store mængder virker det bedøvende. 

 

Myte: Alkohol har den samme kemiske og fysiologiske effekt på alle, som drikker den.
 
Virkelighed: Som alle andre rusmidler påvirker alkoholen forskellige mennesker på forskellig måde.

 

Myte: Alkohol er et vanedannende stof, enhver, der drikker længe og tæt nok, udvikler alkoholafhængighed.
 
Virkelighed: Alkohol er vanedannende for et mindretal af brugere, nemlig de mennesker, der er disponeret for at udvikle alkoholafhængighed. De fleste kan drikke af og til, dagligt eller endog meget uden at udvikle alkoholafhængighed. Dermed være ikke sagt, at det er særlig sundt.

 

Myte: Alkohol er skadelig og gift for en, der har alkoholafhængighed.
 
Virkelighed: Alkohol er et normaliserende stof for en alkoholiker, og det er den mest effektive medicin mod den smerte, den skaber. Alkohol giver alkoholikeren energi og stimulans samtidig med, at den mildner abstinenssymptomer. Dens skadelige og giftige eftervirkninger ses tydeligt, når alkoholikeren holder op med at drikke.

 

Myte: Alkoholafhængighed er primært et psykologisk problem.
 
Virkelighed: Alkoholafhængighed er primært fysiologisk. En alkoholiker bliver afhængig, fordi kroppen rent fysiologisk behandler alkohol anderledes.

 

Myte: Mennesker bliver alkoholikere, fordi de har psykologiske, følelsesmæssige eller sociale problemer, som de prøver at klare ved at drikke.
 
Virkelighed: Mennesker med alkoholafhængighed eller kemisk afhængighed har de samme psykologiske, følelsesmæssige og sociale problemer som alle andre, før de begynder at drikke. Men problemerne forværres, fordi de drikker eller tager ”stoffer”. Et kemisk afhængigt menneske har svært ved at klare hverdagens problemer. Samtidigt bliver alkoholikerens følelser forvrænget, både når han/hun drikker, og når han/hun ikke drikker - med irritation, vrede, angst og depressioner til følge.

 

Myte: Alle sociale problemer, ægteskabelige problemer, dødsfald i familien, stress på arbejdet osv. kan føre til alkoholisme.
 
Virkelighed: Som det er tilfældet med psykologiske og følelsesmæssige problemer, føler alkoholikere det samme sociale pres som alle andre. Men evnen til at klare problemerne undergraves af sygdommen, og problemerne forværres.

 

Myte: Når alkoholikeren drikker, afslører han/hun sin sande personlighed.
 
Virkelighed: Alkoholens virkning på hjernen medfører svære psykologiske og følelsesmæssige forvrængninger af den normale personlighed. Kun i ædrueligheden viser alkoholikeren sin sande personlighed.

 

Myte: Hvis folk bare ville drikke med omtanke, ville de ikke blive alkoholikere.
 
Virkelighed: Mange, der drikker med omtanke, bliver alkoholikere. Først derefter begynder de at drikke uansvarligt. Det er nemlig sygdommens og ikke personens natur.

 

Myte: Alkoholikeren skal selv ønske at få hjælp, før vedkommende kan hjælpes.
 
Virkelighed: De fleste aktive alkoholikere ønsker ikke at få hjælp. Faktisk synes de slet ikke, at de har noget problem. De er syge, ude af stand til at tænke rationelt og ude af stand til at holde op med at drikke af sig selv. Hvis det forholdt sig anderledes, ville vi ikke have et problem af det omfang, som vi har. Alkoholikere skal hjælpes i behandling - somme tider gennem negativ motivation. Motivationen optræder som regel i løbet af en behandling - ikke før.

 

Myte: Nogle alkoholikere kan lære at drikke normalt og socialt og fortsætte med at drikke, så længe de begrænser mængden.
 
Virkelighed: Et menneske med alkoholafhængighed eller kemisk afhængighed kan aldrig begynde at drikke eller tage afhængighedsskabende medicin igen. Enhver indtagelse – meget eller lidt – vil før eller senere aktivere sygdommen igen.

 

Myte: En person har ikke noget alkoholproblem, hvis han/hun kun drikker øl eller vin.
 
Virkelighed: Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad "indpakningen" hedder (øl, vin, snaps, whisky osv.). Det er alkoholen, det drejer sig om.

 

Myte: En person, som ikke drikker om morgenen, eller som ikke drikker hver dag, har ikke noget problem.
 
Virkelighed: Mennesker, der får alkoholafhængighed eller en kemisk afhængighed, udvikler deres eget mønster, som er forskelligt fra person til person. Nogle drikker hver dag, andre af og til. Nogle drikker kun om morgenen, andre kun om aftenen.

 

Myte: Den person, der er afhængig af alkohol eller andre kemiske stoffer, har en svag karakter eller en dårlig moral.
 
Virkelighed: Alkoholafhængighed er en sygdom, ikke en karakterbrist. Vedkommende er fysisk og psykisk afhængig af "stoffet" Han/hun kan ikke stoppe af egen kraft, uanset hvilken viljestyrke personen opviser.

 

Myte: Behandling for alkoholafhængighed virker ikke. Folk får tilbagefald.
 
Virkelighed: Alkoholafhængighed og anden kemisk afhængighed er en primær og kronisk sygdom, som kan behandles. Jo længere tid en person ikke drikker eller tager stoffer, desto bedre er prognosen for at forblive "ædru og/eller stoffri". De fleste tilbagefald sker inden for det første år efter behandlingen. Erfaringen viser, at den ubehagelige og ofte uhyggelige oplevelse kan medvirke til at forhindre yderligere tilbagefald. Det forholder sig sådan, at mange med en kronisk sygdom oplever tilbagefald, men tilbagefaldsprocenten efter en afsluttet Minnesotabehandling er væsentlig lavere end for andre kroniske sygdomme.