Det var der rigtig mange i Prebens omverden, der var, da han drak. Han stødte alle fra sig og var ensom – sammen med sin gode ven flasken.
Den stiftede Preben tidligt bekendtskab med. Allerede i 15-16-års alderen fandt Preben ud af, at han godt kunne li’ at drikke. Og bedre blev det ikke, da han som 17-årig kom ind i Forsvaret som konstabel. Her var der mange, der drak. Preben drak bare mere end de andre og havde ofte ret voldsomme abstinenser. Det blev til en rang som oversergent, men et videre karriereforløb blev det ikke til. Bl.a. fordi ledelsen mente, at han drak for meget.
Som 30-årig var Preben stadig oversergent, og han mødte da sin kommende kone, som dengang kun var 17. Parret fik en datter i 1979, Preben gik ud af Forsvaret og tog en uddannelse som møbelsnedker. Dette job havde han til 1985, da han tiltrådte som portør på Herning Centralsygehus.
Men alkoholen havde tag i ham, og han drak meget – i perioder. Det gav nogle voldsomme psykiske nedture, og enkelte gange i årene fra 1975-1985 var Preben indlagt på psykiatrisk afdeling.
Han begyndte nu at blande sit misbrug, så det foruden øl også omfattede Stesolid, som lægerne villigt udskrev til ham.
Preben blev skilt i 1988, og foruden øl og medicin omfattede hans misbrug nu også hash. Han kunne ikke passe sit arbejde og benyttede sig i 1991 af en chance for at sige op på sygehuset. Ellers var han blevet fyret.
Lodret nedad
”Min alkoholisme var på det tidspunkt ret alvorligt ”i udbrud”, men fra nu af gik det lodret nedad”, siger Preben, der i dag er 56 år. ”Nu drak jeg alt – også stærk spiritus – sammen med Stesolid’erne, og jeg endte i totalt forfald. Jeg blev smidt ud af min bolig og boede i perioder på forsorgshjemmet Møldrup, der fik mig sat i forbindelse med Blå Kors.
De fik mig rettet så meget op, at jeg da kunne få en hverdag til at hænge sammen – støttet af Antabus. Men ind imellem drak jeg fortsat, og jeg kunne ikke holde kontakten med hverken familie eller venner. Jeg var ensom og forsøgte på et tidspunkt også at tage mit eget liv.
”Hvorfor nøjes…?”
For Preben kom vendepunktet ad et par omgange:
”Jeg sad i en bus, som kørte gennem Sdr. Felding i Vestjylland. Pludselig så jeg en tekst på et skilt: ”Hvorfor nøjes med at eksistere, når du kan leve…?”
Det satte et eller andet i gang i mig, og jeg tog kontakt til Anonyme Alkoholikere, som jeg kendte lidt til gennem en gammel druk-kammerat, som nu var ædru og gik fast i AA. Jeg var til et par møder og så med forundring på de ædru alkoholikeres klare øje. Det var næsten, som om de havde glorie”, husker Preben i dag.
Men det gik galt igen. Preben faldt i – og ”nåede sin bund”. ”Jeg kunne ikke mere, og via Misbrugsbehandlingen kom jeg atter i kontakt med AA. Jeg kan huske, at jeg igen blev forundret. Jeg syntes, at de alle sammen snakkede om mig – men jeg fandt ud af, at de selvfølgelig snakkede om sig selv, fordi de havde været i samme situation som mig.”
Herning kommune sendte i 1994 Preben til Behandlingscenter Tjele, og det blev for ham indgangen til et nyt liv – og en ny verden.
Nyt liv – i Thailand
”Jeg havde opgivet at få det godt, men behandlingen blev for mig en uventet chance for et nyt liv. Og jeg har virkelig fået et nyt liv”, fortæller Preben, som – trods en hjertelidelse – ikke mener, han nogensinde har haft det bedre. Siden 1999 har han tilbragt cirka halvdelen af året i Thailand, hvor han har en lejlighed. Resten af året er han hjemme i Danmark, hvor han krydrer tilværelsen som førtidspensionist med bl.a. foredrag og 3 ugers sommerjob som underviser på Behandlingscenter Tjele.
”Efter 25-30 år med alkohol har jeg nu fået et helt nyt liv. Jeg føler, at jeg lever hver eneste dag – én dag ad gangen. Jeg tager ikke noget for givet, men nyder livet, som det kommer til mig.
Ikke bare er vejret og den afslappede atmosfære i det smukke Thailand godt for mit helbred. Også på det åndelige plan har jeg oplevet helt nye dimensioner takket være den nye verden, der har åbnet sig for mig. Buddhismen rummer nogle aspekter, som minder utrolig meget om det, behandlingsprogrammet - og ikke mindst holdningerne i AA - bygger på. Og oven i det har jeg fået mange ny venner i Thailand, lige som jeg for længst har genoptaget kontakten til gamle venner og familien igen.
Og heldigvis har jeg gennem alle årene haft kontakt med min datter. Hun har aldrig sluppet mig helt – og hun har troet på mig, også når det så allerværst ud. Hun har måske ubevidst været klar over, at der altid er et håb”, siger Preben.
