Dine rettigheder og pligter, når du er i behandling
Alle journaler, behandlingsplaner, evalueringer mv. som vedrører dig og din behandling, er private og fortrolige.
- Du kan til enhver tid bede om at se dem, og du kan få en kopi, såfremt du ønsker det.
- Du kan også bede om at få rettet i dine journaler, såfremt der skulle være opstået en åbenlys fejl.
Vort personale kan udveksle alle relevante informationer om dig og din behandling med det formål at tilrettelægge det optimale behandlingsforløb for dig.
Vi vil videregive dine medicinske data til et hospital i forbindelse med en eventuel akut indlæggelse.
Hvis du er indlagt til en behandling, som er betalt af et offentligt system eller af din arbejdsgiver, er det vor almindelige praksis, at visitator, der er en del af din behandling, mindst modtager en midtvejsevaluering og en slutevaluering omkring dit behandlingsforløb.
Du er i behandling hos os, fordi du har givet din accept af at ville gå i behandling på et center under Behandlingscenter Tjele.
Hvis du undervejs fortryder, er det os meget magtpåliggende, at du forlader stedet på en ordentlig og værdig måde.
Du er i behandling for en kemisk afhængighed. Det betyder, at enhver brug af alkohol, piller eller andre rusmidler er forbudt. Vi forventer, at du kun indtager den medicin, der er ordineret af centrets læge.
Vi vil ikke tolerere truende eller voldelig adfærd.
Ofte er det nødvendigt med en tæt observation under de første dage af afgiftningen. Derfor må du - for din egen skyld - ikke forlade centrets område uden forudgående tilladelse.
Og så forventer vi naturligvis, at du følger alle skemalagte aktiviteter. Du kan selvfølgelig have en dag, hvor du har brug for at være dig selv – og det er der også plads til efter nærmere aftale med din personlige rådgiver. |