Tilbagefaldsbehandling
Alkoholisme er en kronisk sygdom, og som ved andre kroniske lidelser er der altid en risiko for tilbagefald - altså tilbagevenden til det aktive misbrug.
Dette kan tages som udtryk for et behandlingssvigt, men det behøver ikke at være nogen katastrofe. Afhængigt af, hvorledes situationen bliver håndteret, kan selve tilbagefaldet erfaringsmæssigt faktisk medvirke til at fremme motivationen for en alkohol- og ”stoffri” tilværelse.
Familien har også gennem familieprogrammet lært at kende de forskellige tilbagefaldssignaler og lært at håndtere disse mere hensigtsmæssigt.
Tilbagefald ses typisk indenfor de første 6 måneder efter primærbehandlingens afslutning, altså også inden for det tidsrum, hvor efterbehandlingen stadig er i gang.
Mange tilbagefald kan der således blive taget hånd om i efterbehandlingen.
Ved tilbagevendende eller alvorlige tilbagefald anbefales det at komme i behandling på ny, typisk i form af et intensivt 3-ugers tilbagefaldsforebyggende program med primær fokus på mestring af tilbagefaldstegn.
Patienter, der bliver indskrevet i en tilbagefaldsbehandling, vil få særskilt vejledning af vores psykolog og eventuelt vores psykiater, ligesom vi har specielt uddannede rådgivere til denne opgave.
Efter afslutning på de 21 døgns behandling på ét af vore behandlingscentre har vi muligheden for at tilbyde individuelt tilrettelagte rehabiliteringsprogrammer om dagen på Multihuset Århus.
Formålet med disse forløb er gradvist at hjælpe dig tilbage i dagligdagen og at praktisere tilbagefaldsforebyggende foranstaltninger, mens du fortsat har et sikkerhedsnet i form af regelmæssig behandling. |