Tørlagt alkoholiker og ædru alkoholiker er et par af de betegnelser, man bruger om et menneske, der har valgt at holde op med at drikke.
At blive ædru alkoholiker er at starte et nyt liv
At være ædru alkoholiker betyder ikke, at man er helbredt for sin alkoholisme. Alkoholisme er en kronisk lidelse, som er i udbrud, når alkoholikeren drikker.
At være ædru alkoholiker betyder, at man hver dag træffer et valg om ikke at ville drikke. Det er derfor ædru alkoholikere taler om at være ædru 24 timer ad gangen.
Det virker uforståeligt for mange og tit skræmmende for de nærmeste. De pårørende husker, at de fleste alkoholikere mange, mange gange har sagt “aldrig mere” for derefter hurtigt at begynde at drikke igen. Her er 24 timer et overskueligt tidsrum, og det bliver hurtigt til en god rutine at love sig selv hver dag “jeg vil være ædru de næste 24 timer.”
Som ædru alkoholiker tager man ansvar
At blive ædru betyder mere end bare at holde op med at drikke. At holde op med at drikke er ikke det, der er det sværeste. Det sværeste er ikke at begynde igen.
For ikke at begynde igen må alkoholikeren tage sit liv og sin livsførelse op til grundig revision og blive klar over, hvad han/hun fremover vil bygge sit liv på.
At blive ædru alkoholiker betyder at tage ansvar for sit eget liv og tage ansvar for sin sygdom. At blive ædru alkoholiker betyder at finde frem til en sund tilstand fysisk, psykisk og værdimæssigt og leve sit liv, så man kan se sig selv i øjnene.
Det sker ikke lige på én gang. Det kræver dagligt arbejde og eftertanke, og her er AA en god hjælp for mange ædru alkoholikere.
Har du selv eller en af dine kære brug for hjælp?
Hvis du er i tvivl, om du eller en pårørende har et behandlingskrævende misbrug, så hjælper vi gerne. Ring på 70 20 40 80 døgnet rundt for en uforpligtende og anonym snak med en rådgiver.