At vokse op med en far, der drikker
At sætte ord på, hvordan det er at vokse op med en alkoholisk forælder, kan være rigtig svært, ofte fordi det er noget, man ikke er vant til. Men jeg vil nu alligevel prøve at fortælle, hvordan det har været for mig og forhåbentlig hjælpe nogle af de mange børn, der går igennem det samme.
Jeg var ikke mig, men skyggen af en person
Som barn af en alkoholisk forælder bliver man nok ofte god til at sætte en facade op. Man vil gøre alt for ikke at virke svag eller lade folk se virkeligheden. Jeg følte selv, hvordan min facade blot blev en integreret del af mig, og til sidst var den, den jeg var. Jeg var ikke mig, men derimod skyggen af en person, jeg var blevet til, i et forsøg på at beskytte mig selv og mine nærmeste. Dette gjorde, at jeg i mange år kæmpede meget med ensomhed, for selvom jeg var omgivet af mennesker, så var det som at være usynlig. Folk så jo netop ikke den, jeg var, da det på mange måder var det, jeg ville undgå. Det er en følelse af at være usynlig selv for sine nærmeste og blot være en skygge af sig selv.
Et hjem med en alkoholisk forælder er ofte præget af en del spændinger, da man aldrig ved, hvordan humøret er, og derfor altid er “på vagt”. For mig betød det, at jeg fandt et frirum på skolen, hvor jeg tilbragte mange timer både før og efter skole, da jeg her ikke altid skulle bekymre mig om situationen derhjemme.
En anden ting, som jeg tror, mange børn i samme situation har oplevet, er de mange små skuffelser. Det er tit ikke de store ting, der har den største indflydelse på én men derimod de små ting. Nogle af de ting, jeg personligt selv husker bedst, er de gange, hvor min far ikke kom med til skolearrangementer eller skole-hjem-samtaler, ikke var hjemme til fødselsdage eller ikke sad med os andre til aftensmad. Alle de små ting som er med at skabe en sammenhængende familie.
Til sidst mister man troen..
Det betyder desværre også, at man til sidst mister troen på denne forælder, hvilket er hårdt, da man jo inderst inde altid har en kærlighed til sine forældre, men man føler sig magtesløs over for alkoholen. Jeg valgte selv tilbage i september sidste år at opgive kontakten med min far. Selvom det var mit eget valg, så betyder det ikke, at den dårlige samvittighed er mindre – tværtimod. Det har gjort ondt, men der kommer et tidspunkt, hvor et barn ikke længere kan holde ud at kæmpe mod alkoholen.
Alle børn kommer igennem det forskelligt, da alle familier er forskellige. Man kan sagtens gå og være sur og skuffet, og det har jeg også selv brugt mange kræfter på, men i sidste ende kan jeg ikke ændre min fortid. Når alt kommer til alt, så jeg er stolt over den person, jeg er blevet til, og selvom jeg har den fortid, jeg har, så er det ikke det, der definerer min fremtid.
