Sankt Hans aften den 23. juni 2019

/0 kommentarer/I , , , , , /af

I aften er det midsommer…

Jeg blev for et par uger siden ringet op af en af mine gode venner, Kurt Elmegaard, som spurgte mig, om jeg ville holde båltalen for Tjeles Venner i år. Det var ikke nogen svær beslutning for selvfølgelig ville jeg det.

Tak for invitationen til denne traditionsrige og vidunderlige midsommeraften, hvor vi sikkert er mange, som har gode minder med i bagagen?

Stjerneholdet

Igennem nogle år igennem 90’erne og 0’erne spillede jeg på det såkaldte: Stjerneholdet, som spillede opvisningskampe primært ved byfester og lignende oftest på Sjælland. Holdet bestod af tidligere fodboldspillere på landsholds- og divisionsniveau og var etableret i et samarbejde mellem skuespiller Dirch Passer, fodboldspiller Henry ’Salle’ Salomonsen og legendariske fodboldspiller Flemming Nielsen, som var med til at vinde sølv ved OL i Rom tilbage i 1960.

På Stjerneholdet spillede også flere kendte folk fra showbusiness. Heriblandt også Michel Falch.

Og det skete ofte, at jeg skiftede ud med min gode fodboldkammerat; Michael Falch. Vi spillede begge i det som i fodboldsprog kaldes ’boksen’, og det var ikke kedeligt at have Michael og hans engagement på dette hold, som mange små landsbyer har nydt stor glæde af at have på besøg.

Det er i dag en fornøjelse igen at få denne mulighed for at udskifte mig med Michael, dog i et helt andet regi. Michael har netop givet os alle en fremragende koncert, og i aften er udskiftningen en konsekvens fra Michaels musik til min båltale. Og jeg er meget bevidst om Michaels store engagement og baggrund for at støtte Tjeles Venner og Behandlingscenter Tjele , som jeg har den dybeste respekt for.

Tjele støtter børn med kræft

Mine relationer til Tjele Behandlingscenter og Tjeles Venner sker i lyset af et utroligt godt samarbejde med Kirsten og Jan Meincke samt min gode ven igennem mange år, Kurt Elmegaard. Kirsten og Jan har de seneste 4 år støttet mit indsamlingsprojekt til fordel for børn med kræft. De har begge vist et stort og flot overskud på trods af, at de selv har masser at gøre med at drive deres virksomhed i Tjele, hvor ingen kan være i tvivl om hvor vigtigt et arbejde der her bliver gjort.

I den forbindelse har jeg besøgt Tjele Behandlingscenter i Tjele flere gange, hvor Kirsten og Jan sammen med deres personale og de beboere, som var på behandlingscenteret på dagen, har taget imod vores cykelhold med ’åbne arme’ og disket op med behandlingscentrets lækkerier.

Når det er sagt, så handler det også -i min verden – præcist som i Kirsten og Jans verden, om at støtte og hjælpe – ikke mindst ´De små Skuldre´. Så her har vores synergier et nært og varmt fokusområde. Jeg er derfor stolt over at få lov til at holde årets båltale her i Nr. Vinge for Tjeles venner.

Nu vender lyset

I aften er det Midsommer – en aften vi kalder Sankt Hans aften, og som over det ganske land er en aften som mange ser frem til. Det er nu, vi oplever de lyse aftener og nogle gange bliver det næsten ikke mørkt. Jeg har ved flere lejligheder oplevet Sankt Hans i Grønland, og det har været en smuk oplevelse på netop denne aften at se solen gå ned og uden at slippe horisonten igen at stå op. Sankt Hans bringer med garanti rigtig mange minder med sig hos den enkelte, og for manges vedkommende er det også tiden, hvor starten på en lang og måske tiltrængt sommerferie?

Men hvorfor holder vi i virkeligheden Sankt Hans? Og hvorfor brænder vi en ´heks´ på bålet?

Der kan være mange spørgsmål og mange svar.

Navnet Sankt Hans er en omskrivning af navnet Johannes, som henviser til Johannes Døberen, som var fætter til Jesus, fordi han var søn af en søster til Jomfru Maria. Så langt så godt.

Den 24. juni er dagen, hvor man fejrer Johannes Døberens fødselsdag. For i Danmark er der tradition for at fejre vores helligdage aftenen inden, og dermed Sankt Hans aften den 23. juni.

Som et kuriosum kan det bemærkes, at vi til jul har juleevangeliet at knytte os til, men her til Sankt Hans har vi Midsommervisen og hyggen omkring bålet at stå sammen om.

Og netop Sankt Hansbålet er et vågeblus og som et varsel på, at nu vender lyset, og vi går i morgen igen mod mørkere tider – forhåbentlig kun vejrmæssigt? Vi har netop den 21. juni haft årets længste dag, som var tiltaget med mere end 17 timer.

F.eks. varierer dagens længde afhængig af, hvor i Danmark man befinder sig fra mellem 17 timer og 16 minutter i Gedser til hele 18 timer og 6 minutter i Skagen. I dag stod solen op kl. 4.16 og den forsvinder først igen kl. 22.23.

Helbredende kilder og onde troldfolk

Men det er ikke kun varslet om, at dagen nu begynder at gå på hæld, som er grunden til vi fejrer Sankt Hans, for grunden til at vi tænder bålet denne aften, skal ses i lyset af sagnet, der fortæller, at man på denne måde skulle skræmme onde troldmænd og hekse. For netop på denne hellige aften skulle troldfolket nemlig være mere aktive end på nogen anden aften i året.

I Danmark blev mænd og kvinder brændt på bålet frem til 1663, hvis de var mistænkt for at være troldfolk. I dag, når vi brænder en heksedukke på bålet, skyldes det en gammel overtro. Man vil sikre sig, at de onde kræfter, der er på spil denne nat, hvor lyset atter går på hæld, ikke får plads i den kommende tid, men derimod sendes til Bloksbjerg i Harzen-området syd for Hamborg i Tyskland.

Denne traditionsrige aften med fejringen af Johannes Døberen, har vi i Danmark fejret siden det 9. århundrede. Til gengæld startede man først i 1900-tallet med midsommerfesten og med at brænde heksen på bålet.

Man siger, at midsommernatten bragte helbredende kildevand og kraftfulde urter med sig, så det er også en nat, hvor ikke kun de onde kræfter var på færde. Men det siges, at heksene netop denne aften fløj rundt på deres kosteskaft om natten og til sidst samledes for at flyve mod Bloksbjerg.

Før vi slipper heksen løs

Inden vi slipper heksen løs, vil jeg vende tilbage til det gode samarbejde vi har med Tjele Behandlingscenter. Vi er klar over det kæmpe store arbejde, der udføres på behandlingscentret for at afhjælpe både de voksne og ‘De små Skuldre’. Og netop ’De små Skuldre’ bliver ofte glemt i den store sammenhæng. Selvom man ikke selv er ramt af denne sygdom, så er det en sygdom, som alligevel ofte kan komme tæt på. For i manges netværk findes der altid ‘et offer’.

Jeg har den største respekt for det arbejde, der udføres, og jeg ønsker al mulig held og lykke med det store arbejde, og alle de sygdomsramte en rigtig god bedring. I mine tanker, og i flere dialoger med Kurt Elmegaard, arbejder vi på muligheden for i fremtiden sammen at gøre en indsats og støtte op omkring det store arbejde, som der fortsat vil være et behov for i – og omkring Tjele Behandlingscenter.

Efter i aften er der som nævnt rigtig mange der starter på sommerferien. Nogle vil rejse udenlands, og andre vil forblive i vores smukke land. Jeg synes, jeg mere og mere har lært at sætte pris på vores egen natur. I Michael Falchs smukke sang ’I et land uden høje bjerge’ fortæller Michael på sin egen fængslende måde om Danmark, som er et land, vi skal glæde os over at være borger i.

Tak til Tjele og Tjeles Venner

Jeg vil med disse ord takke Jan og Kirsten og hele deres personale samt Tjeles Venner og samtlige mennesker med en relation til Behandlingscenter Tjele for det fantastiske samarbejde, som det er – og kræver, for at alle igen kan få et fantastisk liv. Og endnu en gang tak fra Danmark Rundt Team Bodenhoff, for støtten til vores projekt til fordel for børn med kræft.

I ønskes alle en rigtig god Sankt Hans, og rigtig god sommer.

De små Skuldre – normale reaktioner på at vokse op under helt ”unormale” familieforhold

/1 kommentarer/I , , , /af

Børn og unge fra familier med alkohol-og stofmisbrug

De klarer sig så godt, mange af de unge mennesker, vi møder i det daglige arbejde hos De små Skuldre.
De er i gang med deres uddannelse, de får gode karakterer, de er omsorgsfulde, og de tager sig godt af deres kammerater. De tilpasser sig, og tilpasser sig og tilpasser sig … ja, udefra er alt godt.

Jeg føler ingenting…

Knapt så godt ser det uden indeni de unge mennesker. Der er det eneste, der trives, negative tanker, selvkritik, skyld og skam. ”Jeg føler ingenting..” er et statement, der ofte falder i vores indledende samtaler, når et behandlingsforløb påbegyndes hos De små Skuldre. ”Jeg føler ingenting..” – et udsagn, der ofte følges op af arme, der falder ned, og skuldre der trækkes om omkring ørene, samtidig med at desperationen lyser ud af de unges øjne. ”Jeg føler ingenting”- andet end angst for, at jeg er ved at blive skør, kunne man med rette tilføje. For det er sådan, de har det mange af de unge mennesker, der kommer til De små Skuldre. De ved ikke, at de reaktioner hos dem selv, som de ikke forstår, er helt normale reaktioner på at vokse op under helt ”unormale” familieforhold.

Overlevelsesstrategier i dysfunktionelle familier

De har i mange år sørget for, at deres familie har det godt, børnene og de unge. De ved godt, hvad far kan lide, eller hvordan mor gerne vil have det. De har strategier til at forsøge at forhindre misbrugerens rus, og de har strategier til at begrænse skaderne, når misbrugeren alligevel ”falder i”. De ved, hvad der gør lillebror ked af det, og hvordan man gør ham glad igen. Og de ved, hvordan man kommer ud af huset uden at nogen lægger mærke til det. Men i udarbejdelsen af alle deres strategier og i bestræbelserne på at få deres dysfunktionelle familier til at fungere, har de mistet sig selv. De er holdt op med at mærke, hvordan de selv har det. hvilket er en fornuftig overlevelsesstrategi, når man lever i en krigszone. Her kan det at stoppe op og mærke efter nemlig betyde, at man bliver overvældet af al ”ked-af-det-heden” og bliver ude af stand til at kæmpe videre.
Det er dét, vi taler med børn, unge og voksen-børn om hos De små Skuldre. At deres strategier har været fornuftige. At det er et klogt barn, der pakker sine følelser væk, når man lever i en familie, der ikke kan understøtte et sundt følelsesliv.

Mål og mening i livet

Vi fortæller dem også at, at hvor gode strategierne end har været for barnet og den unge i misbrugsfamiliens varetægt, så skal de ændres, inden børnene bevæger sig over i de voksnes rækker. Hvis ikke man føler noget… føler glæde for det, man kan lide og afsky over for det, man ikke synes om, så bliver det umuligt at finde den rigtige retning for sit individuelle livsforløb. Så risikerer de dygtige ”(over)tilpassede” unge at knokle afsted ”med hovedet under armen” uden mål og mening og uden at mærke, når kroppen eller sindet fortæller, at de er på en livsfarlig vej.

Bliv detektiv i dit eget liv

Derfor er et af vores fokusområder i behandlingen af børn, unge og ”voksen-børn” at hjælpe dem i gang med at være detektiver i eget liv. Ikke sjældent bliver ”føle-forstyrrede” unge udstyret med en blok og beskeden om, at de skal hjem og eksperimentere. Hvad er bedst – fodbad eller at gå på bare tæer i græsset, solnedgang ved stranden eller en forårsdag i skoven, varm kakao eller en chokolademad? Lavpraktisk og ”step by step”, hjælper vi dem i gang med at føle sig selv, at have ”jeg-fokus”. Sådan bliver de i stand til at afgrænse sig selv i forhold til deres relationer og styre deres ”livsprojekt” i den retning, de mærker, er den rette, i stedet for at vælge en vej, der er udstukket af andre.
Det er et vigtigt arbejde.
Forskningen fortæller os, at børn og unge fra misbrugsfamilier har øget risiko for at blive ramt af stress og depression, fordi de intet mærker – eller for sent mærker sig selv. Vi ved også, at børn og unge fra misbrugsfamilier har øget risiko for selv at udvikle misbrug, eller ende op med partnere der gør det. Konsekvenser, vi hos De små Skuldre gør alt, hvad vi kan for at hjælpe, børn, unge og voksen-børn med at eliminere, blandt andet via arbejdet med jeg-fokus.

Resultaterne er gode – et forløb hos De små Skuldre virker

Statistisk set lykkes vi med det. Den nyeste rapport fra Rambøll siger at 66% af alle, der har været igennem et forløb hos De små Skuldre oplever en øget trivsel. For voksen-børn gruppen, som jo netop er dem, der er i gang med de første skridt i de voksnes rækker, oplever 76% af deltagerne en øget trivsel. Endelig synes 84% af alle deltagere, at de mestrer livet bedre efter et behandlingsforløb hos De små Skuldre.
Det føles skønt at se De små Skuldres succes ”på skrift”, men endnu bedre føles det, når vi ser den i øjnene på de børn, unge og voksne-børn, vi i hverdagen omgiver os med. Det kan ses, når de atter kan overvældes af følelser, hvad enten det kommer til udtryk i gråd, grin eller glæde. Når vi ser deres selvforståelse og selvrespekt vokser, og de opdager, at de er helt ”normale”, og ”fejlene” ikke ligger hos dem. Eller når vi ser ”pulsen falder” sammen med skuldrene og facaden, og at ”faldet” giver plads til smil, der når helt op i øjnene. Så føler vi alle – masser af glæde og stolthed.

42 år med alkoholmisbrug

/1 kommentarer/I /af

Tømmermænd, depression, angst….

Den 8. februar 2014 sad jeg med Tjeles hjemmeside og et telefonnummer foran mig. Jeg havde det mildest talt ad H til. De evindelige tømmermænd og et stort sort hul af depression og angst var endnu engang skyllet ind over mig…

Forud for dette lå 42 år med alkoholmisbrug.

Mit liv blev skemalagt efter, hvornår jeg kunne drikke

Misbruget startede med min første øl som ca. 14-årig. Derfra var hele mit livs fokus – hvornår jeg kunne få den næste…

Mit arbejdsliv og fritid blev skemalagt efter, hvornår jeg kunne drikke. En øl var aldrig nok. Jeg drak igennem, og næsten hver brandert endte med blackout. Jeg anede ikke, hvilke værtshuse jeg havde turet rundt på, og vidste ikke, hvor jeg var, når jeg vågnede…

Jeg fattede det ikke. Hvorfor blev jeg altid så fuld? Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at drikke som andre? Aldrig faldt det mig ind, at jeg var alkoholiker.
Heller ikke at der var en forbindelse mellem mit drikkemønster og min fars måde at drikke på. Jeg brugte al min energi på at opretholde en facade, hvor jeg havde styr på mit liv.

Jeg havde altid lange ansættelsesforhold. Var lokalpolitiker. Stærk på foreningslivet. Selvstændig erhvervsdrivende. Handelsstandsforening. Foregangskvinde i en stor festival. Ny uddannelse etc. etc. Ingen skulle have noget på mig og pege fingre. At jeg så også var en festabe – det var jo bare et plus!

Mit ægteskab var forfærdeligt. Præget af fælles druk, utroskab og svig.
Jeg havde igennem alle årene været on and off med antabus, hypnose, kommunal misbrugsbehandling og mange foranstaltninger såsom en øl i timen.
Jeg formåede ikke at bryde min deroute.

Jeg begyndte at drikke alene

Ydre konsekvenser gjorde, at jeg fik modet til at flytte mig både personligt og fysisk. Jeg blev skilt, tabte mig 40 kg, fik nyt job og ny kæreste. Og her sad jeg så og var ved at sætte det hele over styr. Jeg var begyndt at drikke for mig selv. To store Tuborg i bilen på vej hjem fra job. En vinkarton bagerst i skabet. En Breezer hver gang jeg lige skulle i kælderen. 6-10 øl når jeg kom hjem fra arbejde om natten…

Før havde det altid været i festlige lag (og dem havde jeg ikke problemer med at finde). Det var patetisk!

Jeg havde en kæreste, der forgudede mig og jeg ham. Jeg elskede mit nye job og nye liv. Han havde flere gange sagt, at han ikke kunne holde ud aldrig at vide, hvad han kom hjem til.

Ville jeg miste alt dette gode, der var sket i mit liv? Nej!

Du skal i behandling – og vi har en plads i morgen

Her sad jeg så med Tjeles nr. – trak vejret dybt og ringede.
Og der i den anden ende af røret var en mand, der fuldstændig forstod alt, hvad jeg fortalte. Der var endelig en, der tog teten og sagde: ”Du skal i behandling – og vi har en plads i morgen”.

Alle mine forsvarsmekanismer gik i gang. Jeg havde jo ikke styr på økonomien, og jeg havde ikke fortalt min kæreste om opkaldet. Det er de mindste af dine problemer. Elsker han dig, vil han forstå, og så tilbød han mig, at jeg kunne låne det halve af beløbet i Tjeles Venner. Jeg vidste, at restbeløbet ikke ville være noget problem, og jeg takkede ja til tilbuddet.

Jeg var så lettet og en bølge af taknemmelighed skyllede ind over mig. Tænk, at der var en helt fremmed, der forstod mig og var villig til at hjælpe! I det øjeblik lagde jeg mit fremtidige liv i andres hænder.

Og selvfølgelig forstod min kæreste mig og ville hjælpe. Så han kørte mig til Tjele næste dag.

Det har været noget af en personlig rejse

Det er nu lidt over 5 år siden. Det har været noget af en personlig rejse. Frygteligt at skulle se alle spøgelserne i øjnene. Finde ud af, hvem er jeg, når jeg bare er mig selv uden at været sprittet til.

Jeg har fundet ud af, hvad og hvem der er vigtige i mit liv.
Jeg har fået styr på det og blev i sommer gift med min kæreste.
Jeg har lige indfriet min gæld – et år før tid – og som min mand siger, så er der andre, der får gavn af pengene.

Alt dette var ikke sket, hvis der ikke havde været en engel, der tog mit opkald og hjalp mig på vej. Tak til Tjele og Tjeles Venner.

Kærlig hilsen Karin

MOD på livet

/0 kommentarer/I /af

Da angsten blev min følgesvend

Da jeg var 26 år brød angsten ud i lys lue i mit liv. Det føltes som en indre eksplosion, og jeg blev sendt ud i en for mig ukendt og voldsom dimension af væren. Opslidende og rædselsfuldt.
Jeg turde ikke handle ind, køre bus, gå en tur eller forlade mit hjem. De næste mange år gik med at konsultere psykiatere, psykologer, terapeuter og naturhelbredere efter et svar og en løsning.
Intet hjalp, og jeg begyndte at dulme angsten med alkohol. I mødet med det offentlige behandlingssystem fik jeg forskellige diagnoser på mig: angstneurotisk, karakterneurotisk og endda endogen deprimeret.
Jeg afprøvede diverse piller, og fik ordineret andre præparater til at ophæve bivirkningerne af de første.
Mit misbrug, som via min kontakt til det etablerede behandlingssystem, udviklede sig til et blandingsmisbrug, tog mig længere og længere ud over afgrunden. Jeg kunne hverken kende eller forstå mig selv. Det etablerede behandlingssystem tilbød samtaler, hvor jeg fortalte om min angst, min barndom og mit liv, som blev mere og mere uhåndterligt. Indimellem stod jeg også for den gode underholdningsværdi, når jeg fortalte behandlerne om mine alkoholiske eskapader.
Omgivelserne rystede dog mest på hovedet af min adfærd. Jeg var ulykkelig, ensom og fortabt og troede ikke, at jeg nogensinde ville komme til at fungere som menneske.

Minnesotabehandling ændrede mit liv

En Minnesotabehandling, hvor jeg blev præsenteret for sygdomsbegrebet alkoholisme samt fik nogle værktøjer til at møde livet en dag ad gangen, blev mit mirakuløse vendepunkt.
En lang rejse mod et nyt, sundt og meningsfuldt liv tog sin begyndelse.
Ofte var jeg ved at give op, men på forunderlig vis har alkohol og piller aldrig været min løsning siden.
Jeg har fået livsmod, og dette mod til at gennemleve, hvad livet byder, nægter jeg at slippe.
Livsmod er min benzin, livsmod er min køreplan, og når modet svigter, er jeg ikke bange for at række ud og få hjælp.
Livsmod handler meget om at finde ud af, hvad jeg er frue over, og hvad jeg ikke er frue over og visdom til at forstå forskellen.
Det står så smukt her:
Gud giv mig sindsro
Til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan
Og visdom til at se forskellen.

Gæsteblogger: Dorte Have – www.city-coach.dk

Tjele på folkemødet 2018

/0 kommentarer/I , /af

De sociale katastrofer lurer, imens alkoholikeren undviger behandling

På Folkemødet 2018 sætter Behandlingscenter Tjele spot på et stort samfundsproblem: I Danmark går der 10-12 år, før afhængige kommer i offentlig behandling for deres misbrug. Tættere samarbejde mellem offentlige og private behandlingstilbud kan afhjælpe problemet.

Sygdommen alkoholisme skal behandles på alkoholismens præmisser. Her kan de kommunale behandlingstilbud drage nytte af erfaringer fra private virksomheder for at få afhængige medarbejdere tidligt i behandling. Desuden kunne et tættere samarbejde mellem private og offentlige behandlingstilbud styrke det fælles beredskab på området.

Det er kernen i den debat, Behandlingscenter Tjele vil rejse på Folkemødet 2018. Behandlingscenter Tjele mener, mange familier kunne undgå sociale problemer og samfundet spare millioner, hvis afhængige kom tidligere i behandling i kommunerne.

TIDLIG OPSPORING VIGTIG

”Efter 10 års arbejde på området har kommunerne styrket deres behandlingstilbud. Men de har ikke løst det helt store, centrale problem: Nemlig at der i gennemsnit går 10-12 år, før den afhængige kommer i behandling i det offentlige system”, siger centerleder og stifter af Behandlingscenter Tjele, Jan Meincke.
”I de mellemliggende år lurer sociale og økonomiske katastrofer på alkoholikeren de pårørende. Afskedigelse, dårlig økonomi, skilsmisse og problemer for børnene er meget ofte følgerne af et misbrug i en familie.
Benægtelsen er voldsom hos alkoholikere og andre afhængige, og vedkommende vil undvige behandling, hvis det er muligt. Derfor er en tidligere opsporing af problemet meget vigtig – og her kunne kommunerne inddrage mere af de erfaringer med tidlig opsporing, man i dag har i det private erhvervsliv”, siger Jan Meincke.

HJÆLP – OGSÅ UDEN FOR KONTORTID

Han peger på en anden udfordring: ”Alkoholikeren skal helst hjælpes i behandling lige i det øjeblik, han indser behovet for at få hjælp. Og her er de kommunale misbrugscentres faste kontortid i mange tilfælde ikke nok. Kommunerne kunne på det område eksempelvis arbejde sammen med private behandlingscentre, hvor man døgnet rundt kan komme i kontakt med en person, der kan foranstalte det nødvendige for at iværksætte en behandling.”

Vi vil gerne sætte en dagsorden om, at alle gode erfaringer fra henholdsvis den kommunale og den private sektor bør samles for at hjælpe flere i behandling – tidligere. Det kræver, at man behandler alkoholisme på sygdommens præmisser. Virksomhederne har indset, at det er der både økonomi og stor omsorg i. Det samme ville der være for Danmark som samfund”, siger Jan Meincke.

I debatten på Folkemødet deltager Søren Elbæk, viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Maja Torp, leder af Aalborg Kommunes rusmiddelcenter samt Simon Serbian, Yngre Lægers bestyrelsesmedlem i Lægeforeningen.

Debatten finder sted i MeningsMinisteriet på Indermolen i havnen i Allinge fredag den 15. juni 2018 kl. 13.30-14.30