Jeg mistede samværet med min søn og endte på en bænk med vodkaflasken

Jeg opdager i en tidlig alder, at alkohol gør et eller andet fantastisk for mig. Jeg var kun 14 år da jeg sammen med vennerne drak Pisang Ambon og kirsebærvin.

Men jeg havde også en anden måde at drikke på, for enten drak jeg, indtil de andre ikke kunne mere – eller også drak jeg mig under bordet, før vennerne overhovedet var kommet i stemning.

Festerne med alt for meget alkohol fortsætter i mange år, mens jeg uddanner sig til frisør, og senere møder en sød mand. Vi flytter sammen i Hellerup og lever et liv, som mange måske drømmer om. Det rigtige postnummer, det rigtige hus og den rigtige bil. Og med det gode liv følger også, at der altid står en god flaske rødvin på bordet, når vi spiser middag. Men, når vi havde spist, så fortsatte jeg altid. Min mand gik i seng, og jeg drak mig fuld. Mange gange drak jeg så meget, at jeg fik blackout. Jeg gik bare ud som et lys.

Dengang føler jeg ikke, at de mange glas vin var et problem, hverken for mig selv eller for parfoldet. Først da jeg blev gravid tænkte jeg over mit alkoholforbrug. Jeg rørte ikke alkohol under graviditeten, eller mens jeg ammede. Men da det var slut med amning, drak jeg igen.

Det går ikke længere godt med parforholdet og vi bliver skilt. Jeg har min søn én uge ad gangen og når det er friuge, går det stærkt med alkoholen. Vinen er på det tidspunkt blevet udskiftet med ren vodka. Jeg begynder også at drikke i smug, mens min søn er der, og når han sover, ryger jeg ned på tanken for at hente en flaske til.

Jeg møder en ny mand, vi har store drømme og køber et nedlagt landbrug på Langeland. Men dernede brænder alt sammen. Jeg drikker voldsomt, og jeg er vel oppe på to til tre flasker vodka og et par flasker vin om dagen. Det skal bare være nemt, så jeg drikker direkte af flaskerne og gemmer dem bagefter. Det begynder også at slå gnister i vores forhold. Højlydte skænderier og psykisk terror bliver en del af dagligdagen. Sommetider finder min søn mig bevidstløs af druk i huset og jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan passe på ham, men jeg kan heller ikke sige farvel til min mand og livet dernede. Så jeg sender min søn hjem til hans bedsteforældre.

Jeg var en elendig mor og selvmedlidenheden giver mig lyst til at drikke endnu mere. Jeg vågner, tager en tår af flasken, og sådan fortsætter dagen. Jeg arbejder meget på gården der, for jeg kan ikke holde ud at være i selskab med min mand, så jeg går derude med min slavevodka.

Parforholdet falder helt fra hinanden og jeg ender på ‘den lukkede afdeling’ to gange. Til sidst tager jeg mod til mig og stikker af til en veninde i København, men vi bliver hurtigt uvenner, og jeg ender på forskellige kvindehjem rundt på Vesterbro. Bunden er nået. Vennerne er væk. Jeg ser ikke i søn mere. Forholdet er bristet. Men én ven har jeg tilbage. Den gennemsigtige flaske til 58 kroner i Netto. Og den er min følgesvend.

I det meste af min lange periode som alkoholmisbruger, kunne de fleste ikke se, at jeg drak ustyrligt meget, men til sidst sad jeg simpelthen på bænke i København og drak direkte fra vodkaflasken. Jeg var ensom og magtesløs, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Jeg var pisseligeglad. Jeg var ligeglad med at dø, jeg var ligeglad med at leve. Jeg havde jagttegn og våben, så jeg tænkte: ‘Så kan jeg da bare gå ud i skoven og skyde mig.’ Men jeg gjorde det jo ikke.

Jeg søgte hjem til familien, og som 45-årig flytter jeg ind på et værelse hos mine forældre. Senere finder jeg en lejlighed inde i Viborg by, og her fortsætter den voldsomme druk.

En dag jeg var snotberuset og på cykel, styrtede jeg. Jeg vågnede på skadestuen med en flænge i panden og udskrev mig selv, selvom lægerne protesterede. Samme dag får jeg besøg af min far, der spørger ind til flængen. »Jeg har fået epilepsi og faldt,« lyver jeg, men min far har lugtet lunten. Han kører ud på skadestuen, får den rigtige historie og konfronteret mig bagefter. »Du lyver jo, Dorte. Du drikker. Det er derfor, at din søn og alle andre ikke vil se dig,« sagde han. Jeg kan ikke svare ham tilbage. Jeg står som forstenet og har ikke flere undskyldninger. Jeg kunne ikke nå at finde på en ny løgn. Jeg kunne ikke mere.

Kunne heller ikke sige noget, da min far kører mig ud til Behandlingscenter Tjele, hvor jeg bliver indskrevet i døgnbehandling. Jeg lagde mig fladt ned og overgav mig til, at de måtte fortælle mig hvad, jeg skulle gøre. Det var et valg om at ville leve, i stedet for at dø.

I dag er det fem et halvt år siden jeg var i de fem ugers døgnbehandling. Derefter fulgte daglige møder i AA. Heldigvis uden tilbagefald og i dag spiser jeg ikke engang fyldte chokolader med alkohol i. Jeg er ikke i tvivl om, at min afhængighed bunder i gener. Mange i min familie har drukket sig ihjel. Det undgik jeg og i dag ser jeg igen min søn – det er den største gave, men der er også andre.

Der er en verden til forskel på at se verden gennem alkohol og uden. Det er som at få briller på. Der er intet i denne verden, der ser ud som før.

Som ædru er alt vendt på hovedet. Det er ikke den verden, jeg genkender. Det hele er nyt og helt fantastisk, fortæller hun. Som den dag jeg var ædru i Tivoli med familien. Alle var bare så søde. Det var, som om alle ekspedienterne havde været på kursus i at sige goddag og være høflige. Indtil en i min familie sagde: ‘Dorte, du er bare ædru’. Det er ikke verden, der havde forandret sig. Det er dig.