Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen besøger Tjelehuset
Udgivet d. 26/02/2026
I går havde vi et fint besøg af skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen i Tjelehuset.
Tjelehuset er Behandlingscenter Tjeles afdeling for ludomani behandling i indre København.
Vi fik mulighed for at give et ærligt indblik i vores daglige arbejde med mennesker, der kæmper med ludomani, og de tendenser vi oplever i disse år. Vores ludomanibehandler Casper Thomassen fortalte om en tydelig udvikling. Klienterne bliver yngre. Gambling er i stigende grad blevet en integreret del af ungdomslivet gennem især online casino, og det skaber nye og komplekse problemstillinger, som kræver en målrettet indsats. Derfor har vi etableret en specialiseret Ungegruppe for unge med spilproblemer.
Fokus på de underlæggende problematikker
Vores psykolog Jakob Bank satte fokus på de underliggende problematikker, der ofte viser sig under behandlingen. For mange handler det ikke kun om spillet, men også om ensomhed, skam, lavt selvværd, præstationspres eller svære livsomstændigheder. I den individuelle behandling arbejder vi med de bagvedliggende faktorer, så forandringen bliver mere holdbar.
Lucas, som er i behandling hos os, deltog også i mødet og delte sin personlige historie. Han fortalte ærligt om, hvordan gambling kan opleves som noget normalt blandt unge, og hvordan det at opdage, at han ikke stod alene, blev et afgørende vendepunkt. Fællesskabet og genkendelsen i behandlingen gav ham håb og mod til at tage ansvar for sin forandring. Det kræver stort mod at stille sig frem, og vi er dybt taknemmelige for hans bidrag.
Fremtiden for ludomaniområdet
Vores ludomanibehandler Christian de Gier talte om fremtiden for ludomaniområdet og behovet for en stærkere og mere langsigtet indsats. Vi ser frem til de kommende 5-års bevillinger fra 2027 og de ekstra midler i puljen, så endnu flere kan få den hjælp, de har brug for i tide.
Tak for besøget og for interessen for området. Sammen kan vi styrke indsatsen for dem, der kæmper med spilproblemer.
Ræk ud før misbruger tager overhånd
Vores rådgivere har alle personlige erfaringer med misbrug. Snak med én, der ved hvordan du har det..
Vi har åbent alle dage og døgnet rundt.
Lena Brøchner Nielsen
Rådgiver hos Tjele
Send os en e-mail
Skriv til os på nedenstående mailformular, vi vender tilbage den førstkommende arbejdsdag.
Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.











