De vildeste fugle – et kærligt og bemærkelsesværdigt initiativ, der hjælper børnefamilier ramt af alkoholmisbrug
Historien om en familie, der hjælper andre familier…
Udgivet d. 07/07/2026
Bag foreningen og initiativet DE VILDESTE FUGLE står stifter og sangskriver Michael Falch.
Foreningen drives sammen med Michaels søster Dorte Falch – samt Josefine, Ida, Soffi og Mathilde – der er børn af enten Michael eller Dorte. Et par nære venner af familien hjælper også til.
Foreningen har en klar og hjertelig mission: at hjælpe børnefamilier, hvor en forælder kæmper med alkoholmisbrug – og hvor både børn og pårørende risikerer at blive ramt af de svære mentale konsekvenser, som misbruget fører med sig.
Foreningen yder økonomisk støtte til seriøs og professionel alkohol- og familiebehandling. En hjælp, som mange familier ellers ikke selv har mulighed for at betale. Familier der er ramt af alkoholmisbrug, kan ansøge om støtte til professionel behandling og hjælp til at komme ud af misbruget gennem foreningen.
Professionel alkoholbehandling – både for den, der kæmper med misbrug, og for børnene og de pårørende – er ofte forbundet med store omkostninger. Desværre er det langt fra alle familier, der har råd til den nødvendige hjælp. Netop her ønsker foreningen at gøre en forskel: at være en livline ved at bidrage økonomisk til de familier, der har allermest brug for hjælpen.
Hjælp til familier – med særligt fokus på børnene
Midlerne, som foreningen kan uddele, kommer fra generøse bidrag fra danskere, der ønsker at støtte arbejdet med at hjælpe familier og særligt børnene i svære livssituationer.
Derudover står Michael også bag charity-festivalen NÆR, hvor en række danske artister hvert år optræder. Alt overskud fra festivalen går ubeskåret til foreningens arbejde og mission. Billetterne til NÆR bliver hvert år udsolgt på få minutter.
Michael Falch har desuden skrevet og udgivet sangen “Den der elsker livet”, hvor alle indtægter fra sangen går ubeskåret til foreningen. Sangen opstod en nat i en drøm, og Michael troede først, at det var en sang skrevet af Kim Larsen. Efter en samtale med Kim stod det klart, at sangen var hans egen – og Michael besluttede at sangen skulle have en særlig plads og formål: at gøre en forskel for andre.
Sangen blev indspillet sammen med en række danske artister, som på den vis også bakkede op om Michaels ide og mission.
En personlig familiehistorie bag missionen
Michael og hans søster Dorte er selv vokset op som børn i en familie præget af alkoholmisbrug. Som voksne oplevede de begge selv at blive ramt af alkoholisme
Ægteparret Jan og Kirsten Meincke fra Behandlingscenter Tjele og Michael Falch, lærte hinanden at kende i sin tid da Michael selv skulle i behandling for hans alkoholmisbrug. I dag hjælper Michael alkoholramte børnefamilier med at komme i behandling hos ægteparret via økonomisk støtte fra DE VILDESTE FUGLE
Deres engagement udspringer derfor af egne erfaringer – og en dyb forståelse for, hvor hårdt alkoholmisbrug kan ramme, især for børnene i en familie.
Senere i livet fik de 2 søskende mulighed for at få hjælp, og kom i alkoholbehandling hos Behandlingscenter Tjele, landets ældste private behandlingstilbud for alkoholmisbrugere.
Her lærte de familien Meincke at kende, som grundlagde Behandlingscenter Tjele i 1990. Dette blev begyndelsen på et nært og langvarigt venskab mellem de to familier.
I perioder har både Michael og Dorte også været tilknyttet behandlingsstedet som både ledere, sparringspartnere og rådgivere.
Taknemmelige for samarbejdet
Behandlingscenter Tjele har nu i flere år haft et tæt samarbejde med DE VILDESTE FUGLE ved at modtage og hjælpe de familier, som foreningen støtter og henviser til alkoholbehandling.
Jan Meincke fra Behandlingscenter Tjele fortæller:
“At der findes mennesker som Michael og hans familie, der på en så konkret og kærlig måde hjælper børnefamilier med få ressourcer ramt af alkoholmisbrug, er dybt bemærkelsesværdigt. Vi er meget taknemmelige for at kunne hjælpe, når foreningen henviser familier til behandling for alkoholisme hos os. Gennem årene er det blevet til rigtig mange børnefamilier, som har fået hjælp til en ny start og et nyt glimt af håb i livet gennem familien Falchs velgørende og imponerende arbejde med sagen.”
En fortælling fra en mor til 3 små børn der fik hjælp af DE VILDESTE FUGLE
Emily som er psykolog og mor til 3 børn, er én af de mange som har fået hjælp af DE VILDESTE FUGLE og Behandlingscenter Tjele. Emily har fravalgt sig anonymitet og ønsker at stå frem – så hun på den vis kan hjælpe med at udbrede kendskabet til foreningens vigtige arbejde. Emily fortæller:
Emily som er mor til 3 børn, er én af de mange som har fået økonomisk hjælp af DE VILDESTE FUGLE, og derefter kom i behandling for sit alkoholmisbrug hos Behandlingscenter Tjele Tågelund
“Jeg sidder i toget mod Odense, på vej til Behandlingscenter Tjele Tågelund for at modtage min 1 års ædruelighedsmønt.
Jeg har sommerfugle i maven over at komme tilbage til det sted jeg ser som mit andet hjem. Jeg har et hjem på Frederiksberg i København, men Tjele Tågelund er der, hvor jeg fandt hjem. Efter flere års kamp med alkoholmisbrug, kulminerede det hele d 4/3-2025.
Jeg havde drukket mig til bevidstløshed, mens jeg havde ansvaret for mine 3 børn. Skammen sidder stadig i kroppen, selv her et år efter. Jeg havde prøvet alt. Men jeg var en af dem der skulle trækkes helt ud af det normative samfund, langt ude i det mørke Jylland, før jeg forstod pointen. At jeg ikke er alene.
Det forstod jeg først, da jeg tjekkede ind på behandlingscenteret. For jeg var en af de heldige; en af dem der havde en ambulant behandler, der kendte til De Vildeste Fugle og deres arbejde med at hjælpe folk i behandling. Folk som mig, en desperat kvinde, en mor, der havde ramt min bund, både moralsk og på pengepungen.
“Da jeg sad og lavede ansøgningen til De Vildeste Fugle, var jeg bange, vred, skamfuld og var fuldt ud bevidst om, at det på ingen måde var muligt for mig at komme afsted, hvis ikke ansøgningen blev godkendt. Ansøgningen kom afsted, en lang opremsning af mit livs største kriser, og meget kort tid efter blev jeg ringet op af den sødeste, varmeste kvinde, der delte ud af sin egen historie, og genkendelsen var stor. At skulle forlade sine børn, er det sværeste jeg nogensinde har gjort, så Dortes spejling af mine følelser, gjorde hele forskellen.
Efter et par uddybende spørgsmål, sluttede Dorte samtalen af med at sige, at De Vildeste Fugle gerne ville hjælpe mig. De ville betale en døgnbehandling på Behandlingscenter Tjele Tågelund. Til at starte med, var jeg slet ikke klar over hvad det hele betød; det gør jeg først nu. At komme i behandling for alkoholisme har reddet mit liv, mine børns liv og alle de mennesker omkring mig. En behandling der aldrig havde været muligt uden De Vildeste Fugle. Jeg stod overfor at miste alt, jeg havde opbrugt alle kvoter hos både familie og venner.
Takket være De Vildeste Fugle, fik jeg i min døgnbehandling lagt fundamentet for en nu stabil ædruelighed og jeg har knyttet bånd for livet. Jeg har nu været ædru i et år og jeg er evigt taknemmelig, for De Vildeste Fugle, for Dorte og for Behandlingscenter Tjele. Uden jer, ingen mig.
Tak, af hjertet tak fra Emily …”
Dorte Falch – søster til Michael Falch – fra DE VILDESTE FUGLE tager imod de mange henvendelser som foreningen modtager.
Emily har efterfølgende hjulpet en veninde i behandling hos Behandlingscenter Tjele via økonomisk støtte fra De Vildeste Fugle. Hjælpen og budskabet har Emily dermed givet videre til en anden familie.
Vil du være med til at gøre en forskel og støtte missionen?
Du kan støtte DE VILDESTE FUGLE med et stort eller lille beløb eller donation via hjemmesiden:
https://www.devildestefugle.dk/
Yderligere information eller spørgsmål:
DE VILDESTE FUGLE
Dorte Falch / Mobil tlf: 30894986 / Email: dortefalch@gmail.com
Behandlingscenter Tjele
Anonym rådgivning om alkoholproblemer på døgntelefon 70204080
Jacob Elk / Mobil tlf: 20297506 / Email: jael@tjele.com
Har du spørgsmål om misbrugsbehandling?
Ring til os, hvis du har spørgsmål om misbrug, eller om behandling af misbrug.
Vi har åbent alle dage og døgnet rundt.
Anne-Margrethe Overgaard
Rådgiver hos Tjele
Send os en e-mail
Skriv til os på nedenstående mailformular, vi vender tilbage den førstkommende arbejdsdag.
Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.
Senest opdateret 07/07/2026








