Pias mand var alkoholiker i 10 år: Først da hun pakkede sin taske, ændrede alt sig
Udgivet d. 09/06/2026
Berndt og Pias historie om at elske nogen der elsker sit misbrug mere
Hvad sker der egentlig i et parforhold, når den ene er i aktivt misbrug? Og hvad kræver det af den pårørende – ikke bare at holde ud, men at komme igennem på den anden side?
I podcasten En dag af gangen deler Berndt og Pia deres historie. En historie om alkohol, amfetamin og en nat med en kulgrill i soveværelset – men også om tillid, der langsomt bygges op igen, og kærlighed, der finder vej tilbage.
Det begynder stille og roligt
Berndt voksede op med en far, der var alkoholiker og narkoman. Som ung tog han på efterskole for at komme væk fra miljøet – og det lykkedes en periode. Han mødte Pia til boksning, de byggede en tilværelse op som håndværkerpar i Viborg, og misbruget var der, men det var ikke synligt på overfladen.
“Jeg satte altid to dåser på køkkenbordet, når jeg kom hjem,” fortæller Berndt. “Så hun troede, jeg havde drukket to øl. Det vidste hun ikke, at der var 12 eller 22 bagved.”
Pia opdagede det gradvist – men som hun selv beskriver det: “Man ser det, men man ser det ikke. Fordi der er noget om, hvad man vil se, og hvad man ikke vil se.”
Mange familier lever i årevis med det, der ligner et velfungerende hverdagsliv – mens alkoholmisbrug eller stofmisbrug langsomt tager mere og mere plads.
Tabuer holder pårørende fast
En af de ting, Pia sætter ord på med stor ærlighed, er tabbet. Ikke bare over situationen, men over at skulle indrømme den over for omverdenen.
“Det var det store tabu, som gjorde, at jeg ikke kunne komme videre. Jeg kunne ikke overskue at gå ud og fortælle, at min mand tog stoffer. Hvad ville folk tænke om mig?”
Det er en oplevelse, mange pårørende til misbrugere kender. Man beskytter sin partner, sin familie og sin facade – og jo længere man holder det inde, jo sværere bliver det at nå ud.
Tag det første skridt – for dig selv
Ring 70 20 40 80
Uanset om du er pårørende eller selv kæmper med misbrug, er hjælp tilgængelig. Ring til os eller læs mere om, hvordan et forløb hos Tjele ser ud.
Den tændte kulgrill i soveværelset blev et vendepunkt
Da Pia til sidst trak sin grænse op, var det ikke med en rolig samtale over kaffen. Hun pakkede bogstaveligt talt sin taske, tog børnene og gik. “Jeg har en behandlingsplads til dig. Bruger du den ikke, ser du ikke dine børn.”
Den nat tændte Berndt en kulgrill i soveværelset i et forsøg på at tage sit eget liv med kulilte. Heldigvis nåede Pia frem i tide. Han overlevede med nød og næppe – havde han ligget en halv time mere, ville han ifølge lægerne som minimum have fået en hjerneskade.
“Da de kom og hev mig ud, var jeg så irriteret. Hvorfor kunne de ikke bare lade mig ligge? Jeg kunne ikke finde ud af at bruge. Det virkede ikke mere.”
Fra hospitalet, videre til psykiatrien og derfra til Behandlingscenter Tjele – ikke fordi han selv troede på det, men fordi der ikke var andre veje tilbage.
Han kom hjem som et nyt menneske. Hun var ikke klar.
Berndt kom hjem fra ni ugers behandling begejstret, fuld af indsigt og klar på et nyt liv. Pia var… ikke der endnu.
“Prøv at forestille dig, hvordan det må være at være hende. Jeg kommer hjem med begge arme over hovedet og siger, jeg har set lyset – og hun stod bare og tænkte: ja, det er fint. Fuck dig.”
Da Pia og Berndt sad til et møde for pårørende, advarede de professionelle Berndt: “Du er bare på honeymoon – lige om lidt ryger du i igen.” Det var ikke det, han ville høre. Men Pia kendte tallene – og hun troede endnu ikke helt på, at det var rigtigt denne gang.
Det er en dynamik, der er vigtig at tale højt om. Den der har været i behandling, har gennemgået et intensivt forløb og føler sig forandret. Den pårørende har stået hjemme med børnene, holdt masken og har år med løfter og skuffelser i kroppen. De to processer er ikke synkroniserede.
“Jeg skulle jo først starte min behandling, efter at Berndt nærmest var ude af sit forløb,” siger Pia. “Og det var nok lidt sent for mig at lære at forstå, hvad der egentlig var foregået.”
Det, der hjalp mest
Berndt er ikke i tvivl om, hvad der betød mest for ham i det første år:
“Hver eneste gang jeg sagde, at jeg skulle til NA-møde, sagde Pia: Ja, det skal du. Ikke én eneste gang har hun sagt nej. Det har været en kæmpe hjælp.”
Efterbehandling og et stærkt netværk er en afgørende del af vejen til et stabilt, rusfrit liv. Berndt er et levende bevis på, at det virker – når man kombinerer behandling med støtte fra dem tættest på.
Men Pia er heller ikke i tvivl om, hvad der hjalp hende:
“Åben dig op. Find det ene menneske, du stoler på, og begynde at tale. Det er mega svært. Det er svært at være den, der starter. Men det er det, der skal til.”
Et forhold, der måtte genopbygges
Berndt og Pia er stadig gift. Men de er åbne om, at det ikke var en selvfølge – og at vejen hertil krævede tid, plads og tålmodighed.
“Kærligheden skulle ned fra det inderste af jorden og op igennem igen for at blomstre,” siger Pia. “Det tager lang tid. Og det er okay, at det ikke er perfekt hele tiden.”
Det, der til sidst vendte det, var paradoksalt nok, da Berndt holdt op med at presse på. “Da jeg accepterede, at hun måske ikke ville blive – og sagde, at hun skulle tage den tid, hun behøvede – der skete der noget.”
Til dig, der er pårørende
Pias råd er enkelt, men ikke let:
Tal med nogen. Åbn op. Det behøver ikke være alle – det skal bare være én.
Skammen og tavsheden er noget af det, der holder pårørende fast i situationer, der er blevet uholdbare. At bryde den er ikke at svigte – det er det modigste skridt, man kan tage.
Hos Behandlingscenter Tjele ved vi, at afhængighed ikke kun rammer den, der er i misbrug. Den rammer hele familien. Derfor er støtte til pårørende en naturlig del af vores arbejde
En personlig beretning fra podcasten “En dag ad gangen”
En dag ad gangen er Tjeles Venners podcast om, hvordan man lever et clean, ædru og spilfrit liv. Vi snakker om afhængighed i bred forstand, for at skabe tro, håb og styrke. Podcasten udgives af Tjeles Venner.
Vil du vide mere om vores behandlingstilbud?
Kontakt os – det er uforpligtende og anonymt. Vi er klar til at hjælpe dig.
Vi har åbent alle dage og døgnet rundt.
Gitte Søndergaard
Rådgiver hos Tjele
Send os en e-mail
Skriv til os på nedenstående mailformular, vi vender tilbage den førstkommende arbejdsdag.
Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.







