Min mand drak og det var tæt på at ødelægge familien

Opdager at min mand drikker

Selv om det var min mand René, der drak, så gik alkoholmisbruget også ud over mig og jeg begyndte at tvivle på mig selv og min egen dømmekraft.

Kirstens mand drak i smug

René begynder at drikke i smug. Hvornår det helt præcis startede er svært at sige. Men små tegn giver mig en følelse af, at noget ikke er helt, som det skal være.

Han blev mere og mere træt. Han faldt i søvn på sofaen, hver dag han kom hjem fra arbejde, og det havde han aldrig gjort før.

Hans lunte blev også kortere, og han blev mere og mere irritabel. Og så lugtede han. Jeg kunne ikke sige, at det lugtede decideret af alkohol, men der var trods alt noget, der lugtede, som det ikke skulle.

Brug din sundhedsforsikring til døgnbehandling

Mere end 2.3 million danskere har en sundhedsforsikring, enten gennem deres arbejdsplads eller gennem deres ægtefælle – og i langt de fleste tilfælde dækker den udgifterne til en døgnbehandling.

Er det mig den er gal med?

Jeg konfronterede ham med det næsten hver dag. Men jeg blev ved med at få at vide, at det ikke passede. At han ikke havde drukket. Og at jeg skulle lade være med at være så hysterisk. Så jeg blev også enormt usikker på mig selv og begyndte at tvivle på min egen dømmekraft.

Jeg begyndte faktisk at tænke, at det måtte være mig, den var gal med. At jeg simpelthen ikke kunne være bekendt at være sådan efter ham, når han jo ikke havde drukket. Og at René snart ville gå fra mig, hvis jeg blev ved med at behandle ham sådan. Så jeg blev mere og mere sur på mig selv.

Se film med Kirsten, der fortæller om parforholdet med en alkoholmisbruger

Har du også svært ved at motivere en pårørende til behandling?

Det er aldrig nemt at tage den svære samtale med en, man holder af. Hvad skal der til for at overbevise og motivere en af sine nærmeste til at gå i behandling og hvordan forbereder man sig bedst muligt? Vi forsøger at hjælpe dig med gode råd og svar her.

En ærlig mand

10 år forinden mødte jeg René online. Vi chattede sammen i tre-fire måneder, men jeg var egentlig ikke synderligt interesseret i at møde ham. Lige indtil han skrev, at han var tidligere alkoholiker. Det skræmte mig ikke – tværtimod. Jeg blev fanget, fordi han var så ærlig at sige det. Så var der pludselig et eller andet i ham, der tiltalte mig. Så vi aftaler at mødes.

Herefter går det hurtigt. Efter et par år er vi gift, har hus og fælles barn. René er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Han er en utroligt tålmodig mand, meget stille og rolig, og det har jeg altid elsket ham for. Men den opførsel begynder i de følgende år langsomt at krakelere.

“Noget af det værste jeg oplevede var da René var væk i to døgn. Jeg ringede til ham og hørte enkelte usammenhængende ord, der betød at han stadig var ved bevidsthed et sted derude. Jeg var panisk. Vred og urolig for ham, Han var to døgn tidligere skredet efter et højlydt skænderi. Jeg havde fundet ham døddrukken på sofaen i deres hjem med en tom øl ved sin side. Jeg havde konfronteret ham, og nu var han væk.”

Det er aldrig ham der har drukket

René drak mere og mere i en periode fra omkring 2011 til 2017. Jeg finder flere og flere dåser og flasker, men det er aldrig ham, der har drukket dem.

Jeg blev en kontrollerende bitch for at sige det ligeud. Jeg kontrollerede hans telefon, jeg tjekkede hans tasker og hans lommer. Det var lidt som om, han var utro – bare med en flaske.

Jeg begyndte også selv at lyve. Jeg løj for min arbejdsplads, når jeg måtte gå midt på dagen, fordi jeg ikke kunne få fat på ham og blev urolig. Jeg løj for familien. Jeg sagde ikke noget til nogen overhovedet, fordi jeg syntes, det var så pinligt.

Jeg blev selv kørt helt i sænk. Jeg går fuldstændig fra hinanden. Jeg tror faktisk, vi blev lige syge i forløbet. Og lige sindssyge.

Se film med René, der fortæller om sit alkoholmisbrug

Han blev kørt til Behandlingscenter Tjele, hvor han skulle i døgnbehandling

Det hele eskalerede den dag jeg kom hjem og fandt René fuld på sofaen med en øl ved siden af sig. Her havde jeg mit bevis. Han kunne ikke længere benægte sit misbrug, og han forsvandt i to døgn. Lige til jeg fik fat på ham og fik ham hentet hjem. Men nu var grænsen nået, og jeg ringede rundt til familien for at få hjælp.

Dagen efter blev René hentet og kørt til Behandlingscenter Tjele, hvor han skulle i døgnbehandling. Det var så hårdt, da jeg så ham sidde dér i bilen og blive kørt afsted. Men samtidig var det en kæmpe lettelse. Det var som om, der var nogen, der stak en nål i en ballon. Jeg havde været stresset og på overarbejde så længe, men nu blev det taget ud af mine hænder.

Hans alkoholmisbrug havde intet med mig at gøre

Efter René kom i behandling blev jeg sygemeldt, og i den efterfølgende periode led jeg af angst og panikanfald.

Til en pårørendesamtale hos Behandlingsenter Tjele, blev jeg klar over, at der også var hjælp til mig – nemlig Tjeles familiebehandling. Og det var lige præcis, hvad jeg havde brug for. Jeg havde jo folk omkring mig, men jeg havde brug for at snakke med nogen, der var i samme båd.

Det var simpelthen en befrielse, første gang jeg trådte ind ad døren og mødte alle de andre pårørende til alkoholmisbrugere. Jeg kunne bare høre, at de alle havde det på nøjagtig samme måde som mig, og at de havde oplevet de samme tanker og følelser. Og så var det pludselig ikke flovt.

Det vigtigste, jeg lærte under familiebehandlingen, var nok, at Renés alkoholmisbrug intet havde med mig at gøre. Og der var heller ikke andre, der kunne få ham til at stoppe. Det var kun ham selv. Da gik det op for mig, at så var det jo ikke min skyld. Det var så befriende.

Hverken René eller jeg havde klaret det uden hjælpen fra Behandlingscenter Tjele. Jeg var simpelthen ikke kommet op igen.

Tegn og symptomer på alkoholmisbrug

  • Drikker mere end planlagt

    Det kan være et tegn på alkoholisme, når man gentagne gange drikker mere end planlagt og mere end, der er passende. Dvs., at man ofte er den, der er mest beruset i selskabet.

  • Skjuler drikkeriet

    Mange alkoholmisbrugere forsøger at skjule deres drikkeri ved f.eks. at gemme flasker eller ved at drikke, når andre ikke ser det i kælderen, på værkstedet, eller når man går en tur – og forsøget på at skjule omfanget af ens alkoholforbrug er et typisk tegn på alkoholisme.

  • Lyver eller benægter drikkeriets omfang

    Det er flovt at indrømme, at man ikke kan styre sit alkoholforbrug, og derfor vil de fleste misbrugere bagatellisere deres forbrug, altså argumentere for, at de drikker langt mindre, end de faktisk gør.

  • Brudte løfter om at nedsætte forbruget af alkohol

    De fleste misbrugere har gentagne gange lovet deres pårørende at skrue ned for deres alkoholforbrug, og det er et af de markante symptomer på alkoholisme, når man ikke evner at overholde disse løfter.

  • Drikker alene

    Når man drikker sig beruset – eller er påvirket – alene, drikker man udelukkende for virkning, dvs. man er blevet afhængig af alkoholens afslappende, beroligende og dulmende virkning.

  • Skænderier om alkohol i familien

    Når man har mistet kontrollen over sit alkoholforbrug, synes man typisk, det er meget ubehageligt, når familien påtaler drikkeriet, og mange vil forsvare sig ved at blive vrede og irriterede, når talen falder på alkohol.

Har du spørgsmål om misbrugsbehandling?

Ring til os, hvis du har spørgsmål om vores behandlingstilbud, afrusning eller abstinensbehandling.

Vi har åbent alle dage og døgnet rundt.

Gitte Søndergaard
Rådgiver hos Tjele

Send os en e-mail

Skriv til os på nedenstående mailformular, vi vender tilbage den førstkommende arbejdsdag.

Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.